Opstart efter Corona – for børn med autisme eller ADHD.
Så kom beskeden om at skolerne så småt begynder at åbne lige så stille efter Corona-tiden… i er sikkert også allerede i gang med at få beskeder på AULA og få opringninger fra vores hårdtarbejdende skoler og dagtilbud. Hvis dit barn går i specialklasse er de blandt de første der starter op – sammen med børnehavebørn og 0. til 5.klasse i almindelig folkeskole.
Der kan være mange spørgsmål og mange ting at tænke på for os som forældre – men i høj grad også for vores børn.
Nervøsitet og angst er desværre noget mange af os kender til i hverdagen med børn med autismespektrumforstyrrelser. Der bliver i den grad skubbet til børnenes angst og tanker nu, hvor skolen skal åbne op med nye regler – skemaændringer – måske skal de have et nyt klasselokale og måske er der nye toiletvogne og man må ikke rigtig komme for tæt på de andre… Der er så mange ubekendte. Det er der for os alle sammen.
I forvejen er børn med ASF desværre ret hårdt ramt af skolevægring og stress. Det er faktisk op imod hvert tredje barn eller ung med ADF der nægter at gå i skole.
Det er vildt svært at stå i – og det påvirker i dén grad hele familien.
Jeg har samlet lidt af mine tanker i indlægget her – jeg har lavet et arbejdsark så du kan notere dig hvilke tanker du har gjort dig omkring det jeg skriver. Jeg ved godt at der er mange forskellige familier og børn der ude – og vi står alle sammen i forskellige situationer. Men mit skriv her er egentlig også for at samle mine egne tanker omkring det… det er ikke sikkert det hele passer i din situation – men måske kan du få noget med dig alligevel.
Med ønsket om at i får den bedste opstart rundt om i de små hjem <3
FORBERED
Første punkt handler om at forberede opstarten.
Jeg ved godt at det kan være et sprængfarligt emne, at begynde at snakke om i familien. Stemningen bliver lynhurtigt dårlig, hvis du har et barn der har det svært med opstarten. Men jo før du kan starte og jo mere du kan vænne barnet til tanken, jo bedre og lettere en opstart kan i få. Hvis du venter til sidste øjeblik, bliver det sværere for barnet. Vores børn har, om nogen, brug for tid til at vænne sig til en ny tanke. Men jeg kender godt til at man har lidt sommerfugle i maven over at skulle tage emnet op – for vi vil jo helst ikke ødelægge den gode stemning.
Hvilke ting har du brug for at undersøge inden opstarten? Her er nogle ting jeg har tænkt over kunne være skønne for drengene at have styr på:
- Er der skema-ændringer?
- Er skoletiden ændret? Hver dag? Forskellig mødetid?
- Skal de bruge en toiletvogn og hvor står den i så fald?
- Skal de skifte plads? Klasselokale?
- Hvilke lærere bliver tilknyttet?
- Hvilke elever kommer?
- Regler for håndvask m.v. bliver der er system?
Jeg ved godt vi ikke kan forberede alt – men jo flere brikker der kan komme med i puslespillet, jo bedre billede får barnet af hvad der skal foregå.
Tit er børn som vores visuelt stærke. Så alt hvad der kan sættes billede på, vil være en hjælp.
Har personalet mulighed for at tage et billede at toiletvognen? Af den nye plads? Af klasselokalet? Hvordan ser der ud? Er der tapet op hvor de må være? Hvem skal være i min gruppe?
Selvfølgelig skal vi ikke overbebyrde lærerne og pædagogerne med ALT for mange spørgsmål. De skal jo også have en chance, for at finde sig til rette med det hele. Men det du tænker kan være relevant, for børnene at vide, for at de får en god opstart, vil alt andet lige også hjælpe lærerne og pædagogerne, når hverdagen går igang igen 🙂 Det vil i alle tilfælde give mere ro på dit barn.
Hvis du modtager billeder, kunne du hjælpe lærerne eller pædagogerne, ved at dele det med de andre forældre i klassen, hvis de også kunne have gavn af forberedelsen. Det vil hjælpe alle børn og forældre i den her situation 🙂
Du kan også overveje, om der er noget du kan gøre for at gøre opstarten lettere for dit barn?
Er der mulighed for at du evt. kan hente og/eller bringe den første tid?
Kan i lave nogle ”nødplaner” klar? Kan i sammen forberede hvad dit barn kan gøre hvis det bliver for svært? Er der en bestemt voksen som dit barn har tillid til eller kan tale med? Er der et sted på skolen eller institutionen som dit barn kan søge ”helle”? Måske et sted dit barn kan hvile sig?
Er det en mulighed at ringe hjem? At blive hentet?
Det kan være rart for dit barn at have sådanne planer ”klar” Det kan få puslespillet til at hænge sammen, at du giver dit barn de brikker at arbejde med.
Det kan også være en hjælp at lave små huskesedler eller ”socialhistorier” der forklarer med tegninger. Det er igen det her med at ord forsvinder men billeder binder… Det er så skøn en huskeregel.
Hvad med tiden hjemme de første uger efter opstart? Er der mulighed for at skærme dit barn lidt her? Har i mulighed for at skære ned på aftaler og aktiviteter? Også i weekenden de første par uger? Kan i sørge for ro og opladning når dit barn kommer hjem? Er der mulighed for at få lidt frisk luft og røre sig lidt?
Hvad kan dit barn godt lide at lave for at lade op? Skriv det på arbejdsarket så du kan blive inspireret de dage hvor det bliver svært.
Hvilke aftaler kan evt skubbes? Kan i aflyse eller tilpasse jer så i deler jer op i familien? Det kan være skønt på forhånd at have overvejet de her spørgsmål så du er afklaret og kan informere i god tid.
MOTIVATION
Hvad kan motivere dit barn til at komme i skole igen? Er der nogle positive ting der kan ”trække” lidt? Er der et yndlings-fag der er sjovt? Er der noget legetøj der er sjovt? Måske er der en bedste-ven som er savnet? En sjov leg i pausen? Skriv det ned på arbejdsarket så du har noget at fremhæve de dage det kan være svært.
Mit bedste råd er at prøve at parkere sin egen usikkerhed i den her situation. Vores børn er super nemme at affektsmitte. De mærker lynhurtigt vores usikkerhed eller negativitet. Prøv om du kan tale positivt om situationen. Fremhæv de positive ting, som barnet kan motiveres af.
Hvis der er behov for at snakke om nogle bekymringer eller udfordringer, så prøv om du kan vente med at snakke om dem, til barnet ikke er inden for lytte-radius. Præsenter gerne løsningerne for dit barn, og inddrag selvfølgelig dit barn – men først når du lige har vendt det selv, og opvejet for og imod.
Har barnet uro eller angst omkring det hele er det selvfølgelig vigtigt at vi ikke bare ignorerer det. Find gerne fakta der passer til barnets alder og forståelse og forklar det du kan. Brug gerne få ord. Gentag gerne de sætninger du har forberedt og forsikr dit barn om at det er fakta. Det giver ro og tryghed at du bruger de samme ord.
Har du brug for naturmidler der kan hjælpe dit barn mod tankemylder, uro, ængstelighed og det at vænne sig til en ny situation så er du velkommen til at sende mig en besked. Jeg rådgiver dig gerne individuelt i forhold til dit barn, så i kan komme så godt igennem den her udfordrende tid som muligt.
STRUKTUR
Sidste punkt handler om hvordan du støtter dit barn med struktur. Det kender du sikkert til allerede – måske bruger du forskellige visuelle hjælpemidler allerede.
Hvis du er ny i den her autisme-verden, så vil jeg gerne guide dig igennem det med struktur og visuelle hjælpemidler, i et andet indlæg.
Her er generelt nogle tanker og tips omkring struktur i forbindelse med opstart.
Det kan være godt at have en morgen-struktur til jeres hverdag. Den sidste tid har måske kørt med en anden struktur end vanligt. Det kan være godt at starte op med at indføre hverdags-strukturen igen et stykke tid før opstarten. Nu er det forskelligt hvornår de forskellige skoler og institutioner kan være klar… men begynd gerne allerede nu at indføre ”hverdagen”.
Der kan være tanker omkring madpakker. Det har altid været lidt et issue her hjemme… Den ældste har ikke altid lyst til at spise andre steder end hjemme. Den yngste svinger enormt meget med hvor meget eller hvor lidt han spiser.
Et lille tip kan være at bruge den samme boks hver dag. Gerne en boks hvor tingene ikke er blandet sammen, men adskilt i små rum. Især lige nu hvor mange kantiner har lukket pga smittefare er det vigtigt med mad til hele dagen.
Sørg for mad, der kan sikre dit barn et stabilt blodsukker, gennem hele dagen. Det gør det lettere for dit barn at holde humøret højt og temperamentet nede. Her er nøgleordene god protein – kød, bønner, ost, en rest aftensmad m.m. Gerne fuldkorn som giver en god mæthed. Fuldkornspasta, fuldkornsris, rugbrød eller grovbrød. Rigtig gerne grøntsager som også fylder godt og er hele fødevarer som tager noget tid for kroppen at ”pakke ud”.
Aftenrutiner på et skema med sengetid og ”ritualer” der er genkendelige. Gerne det samme hver aften så kroppen bliver ”klar” til at sove.
Hvis der er uro i kroppen om aftenen, kan det være godt at smøre med magnesiumcreme – det afslapper musklerne og giver sådan en dejlig ro i kroppen.
Det var mine tanker omkring det her med opstart – der kunne siges og skrives meget mere om det emne… men på en eller anden måde, må vi igang med hverdagen igen. Det er dig der kender dit barn bedst og kan støtte det på den bedste måde 🙂 Jeg håber du kunne bruge nogle af de ting jeg har valgt at tage med her.