Skolevægring og hjemmeundervisning af dit barn

Skolevægring og hjemmeundervisning af dit barn

Arbejdsstation til børn

LAV EN HJEMMEARBEJDSPLADS TIL DIT BARN 

Mange af os har haft børn hjemme under Corona-nedlukningen – måske er du en af de mange der har et barn med skolevægring. Børn som vores har tit brug for en hjemmedag eller en periode med mere ro på.

Så har du måske også overvejet hvordan du bedst laver en arbejdsstation eller et hyggeligt, men roligt læringsmiljø, der kan gøre det lettere for dit barn af koncentrere sig og tage læring til sig.

Jeg har fundet lidt inspiration til dig 🙂

Jeg vil fortælle lidt om den fysiske arbejdsplads og også nogle gode råd til at få mest ud af fjernundervisning.

Skolevægring

5 tips der kan hjælpe dig og dit barn:

1. Lav en fast plan. 

Det kan være en god idé at have et fast skema, ligesom hvis dit barn var fysisk i skole. Sæt bestemt tid af til skolearbejde, pligter og andre vigtige ting. Det vil være en stor hjælp for dit barn når dagen kan overskues. Du kan også planlægge ved hjælp af de 9 H´er så i sammen planlægger hvad der forventes. Du kan eventuelt justere skema´et efter behov. Måske finder du frem til ting der virker bedre end andre.

“Planlæg dagen som hvis du skulle fysisk i skole. Du er nødt til at have ting gjort på et bestemt tidspunkt.” – Katie.

Skriv gerne skema´et ned og placer det et sted hvor barnet tit kan se det. Husk at en kort dag sagtens kan gøre det op for en længere dag i skolen – fordi der kan være mere ro hjemme. Det er måske også hurtigere at få hjælp til at komme videre med opgaverne.

Det vigtige er ikke længden på skoledagen – men succes! Det kan være i skal starte med dit barns yndlingsfag – kort tid de første gange. Så bliver “hjemmeskolen” koblet til noget positivt i hjernen.

2. Hjælp dit barn til at opbygge selvdisciplin. 

En del af det at blive voksen er at man skal lære at få de nødvendige ting gjort – også når man mangler motivation. Udskyd ikke tingene!

Der kan nemt komme noget ind der er sjovere eller noget man hellere vil… men husk at struktur hjælper dit barn til at føle at det lykkes med “projektet” – det er en vigtig følelse… og det gør det lettere hen ad vejen at få tingene gjort.

Vi har nogle gange sat ambitionerne meget langt ned… simpelthen for at opleve succes. I vores stille sind havde jeg måske et mål der hed – bare vi læser sammen i 10 minutter så er der succes! Eller bare han regner tre regnestykker… Vælg små delmål som du ved passer til dit barn.

“Den største udfordring er selvdisciplin. Det er nemt at finde på undskyldninger for at udskyde sit skolearbejde til senere. Men man får det ikke gjort senere, og man ender med at komme bagud.” – Alexandra.

En tanke: Hvordan kan det at dit barn laver sit skolearbejde samme sted og tid hver dag, være med til at forbedre dets selvdisciplin?

3. Lav dit eget “klasseværelse”. 

Det er en god idé at indrette et bestemt hjørne i huset til arbejdsplads. Her kan du have alt hvad i behøver lige i nærheden. Gør det behageligt, men ikke for afslappet. Dit barn skal arbejde, ikke sove 🙂

Hvis du ikke kan have et bestemt sted sat til side til undervisning, så kunne du måske bruge køkkenet eller et værelse som det sted hvor i har skole i løbet af dagen.

Det kan også hjælpe at have en bestemt dækkeserviet eller voksdug på bordet, som signalerer “skoletid”

Der er et ordsprog der siger 

“Den flittiges planer vil føre til noget godt.”

“Læg din basketball og dine computerspil væk, sæt din telefon på lydløs, og læg guitaren ned i sin kasse. Det er vigtigt at man får skabt et miljø uden forstyrrelser.” – Elizabeth.

Vores børn er tit visuelt stærke. Det vil sige at de kan lægge mærke til mange detaljer. Det kan virkelig forstyrre hvis der står ting fremme de skal forholde sig til. Det kender vi i alle tilfælde til her hjemme.

Noget at tænke over: Hvad kan du ændre på ved dit “klasseværelse” som kan gøre det nemmere at koncentrere sig?

Magnetstribe til ophæng af pincet mv

Har fået lov til at dele Pia´s forslag til en skøn hjemmearbejdsplads. Enkelt og smart syntes du ikke? Alting er inden for rækkevidde og der er ikke en masse forstyrrende elementer der kan tage fokus væk fra opgaverne. Ser ud til der også er materialer til kreative pauser eller “formnings-timer”. Der er også et godt og naturligt lys – det er skønt at være lige her, kan man mærke.

Det kan være godt at have en enkelt dimse-ting man kan sidde og dimse med. For nogle børn øger det fokus at sidde med noget imellem hænderne. For andre virker det distraherende. Igen er det dig der kender dit barn bedst – også på dét punkt.

Her har vi i perioder brugt snor der kunne bindes knuder på, akupressurringe, små stykker blød pels, fidgetspinnere eller tangles. Det fortæller jeg mere om i et indlæg om dimseting jeg har i støbeskeen.

4. Øv dit barn i at bevare fokus. 

Det kan være super svært med børn som vores – i know! Men øvelse gør mester siger man 🙂 Øv barnet i at koncentrére sig om det i er i gang med lige nu, og lad være med at multitaske. Hvis man prøver at klare flere ting på en gang, vil det sandsynligvis føre til flere fejl, og det vil tage længere tid at blive færdig med opgaverne.

Tænk igen på at i sikkert hurtigere kan klare få opgaver i forhold til i et klasseværelse hvor der er uro og måske flere elever der skal vente på hjælp. Sæt små arbejdsmål der virker overkommelige.

“Det var umuligt at bevare koncentrationen når jeg havde min telefon ved siden af mig. Jeg spildte en masse tid på unødvendige ting.” – Olivia.

Måske kan i gradvist øge den tid dit barn bruger på at koncentrere dig om en opgave? Først og fremmest er det vigtigt at det bliver en succes i første omgang – det er målet – ikke hvor mange opgaver i når. Det skal nok komme når først motivationen og vanen er der 😉

Var det muligt at du kunne lave nogle opgaver om barnets yndlings-emne? Man kan få mange fag ind omkring et enkelt emne.

Hvis det f.eks. er hajer der interesserer dit barn – så kan i finde spændende facts om hajer (lære at søge oplysninger og læse), regne på hajer (hvor mange mennesker skulle ligge i række for at være lige så langt? Hvor mange mennesker skal der til for at veje lige så meget som en hvidhaj?) Biologi omkring hajer – geografi (hvor lever hajerne – tegn det evt ind på et verdenskort du kan printe ud fra nettet) billedkunst (tegn en haj eller farvelæg et billede fra nettet) Det må godt føles let og legende. Det vigtige er at øve fokus og at det bliver hyggeligt.

5. Hold pauser. 

Gå en tur, tag cyklen, eller dyrk lidt motion. En hobby kan også være med til at give dit barn energi. “Men bliv færdig med dine opgaver først,” står der i bogen School Power. “Fritid føles mere som fritid når du ikke har opgaver der skulle have været færdige.”

Ordsprog: “En hånd fuld af hvile er bedre end to hænder fyldt med arbejde og jag efter vind.”

“I skolen kan du som regel lære at spille et instrument, eller du kan gå til billedkunst. Jeg vidste ikke hvor meget jeg savnede de ting før de var væk. Det er godt at have en kreativ hobby ved siden af dit skolearbejde.” – Taylor.

Noget at tænke over: Hvilken slags pauser vil hjælpe dit barn til at have energi til sine skoleopgaver?

Håber du kan bruge nogle af tankerne her i jeres hverdag. Skriv endelig en kommentar eller send mig en mail hvis du har flere forslag som kan bidrage til idéerne. Lad os dele vores erfaringer med hinanden 🙂

 

Kilde: https://www.jw.org/da/bibelens-l%C3%A6re/teenagere/sp%C3%B8rger/fjernundervisning/